Heksen fra Fraugde.

Mette Anders'

 

Da Rasmus Madsen den, 20. maj 1642 stod tiltalt ved herredstinget for trolddom, ugudeligt levned og gudsbespottelse, var han ikke den eneste, der denne dag var anklaget for dette, idet Hans Christensen også havde stævnet Mette Anders' "som nu for trolddom er anhæftet (arresteret)" og der var indkaldt 36 vidner, så der må have været trængsel i tinghuset.

Til forskel fra sagen mod galne Rasmus ved vi i denne sag, hvem anmelderen var,, nemlig Mettes svoger, Hans Eggertsen, der havde anmeldt hende til velvise borgmestre og rådmænd i Odense, hvilket fremgår af rådstueprotokollen. Hans Rasmussen fra Fraugde bevidnede under ed med oprakte fingre, "at han vidste, at Mette Anders' tidligere bosat i Fraugde, i al den tid han havde kendt hende, havde anvendt læsen og signen på både folk og kreaturer". De øvrige indkaldte Fraugde‑mænd vidnede i overensstemmelse med dette udsagn, og præsten i Fraugde, hr. Christen Olsen, havde fremsendt et skriftligt indlæg, der blev oplæst og påskrevet. Det var et skudsmål og drejede sig både om, hvad hr. Christen vidste og havde hørt om Mette Anders' i Fraugde.

For det første, berettede præsten, har Mette flittigt besøgt kirken og nydt det højtværdige alters sakramente, men om det har været af hjertet og af gudsfrygt, ved Gud bedst. Han har desuden, lige siden han blev kaldet til  Fraugde, hørt, at hun skulle omgås med signen og læsning både over mennesker og dyr, men om det forholder sig således eller ej, ved hun selv og de som i så måde har brugt hende.

Præsten vedkendte dog, at han også tit havde gjort brug af Mettes evner til sit kvæg, når kreaturerne havde det dårligt, men han vidste ikke af, at hun benyttede hemmelige råd og ulovlige midler. Hvis hun alligevel skulle have gjort det, var det sket mod præstens vilje, og han havde ofte advaret både fra prædikestolen og privat, de, som benyttede sig af disse midler, og de, som brugte disse "kloge mænd og koner". Mette havde han advaret privat om, at hun skulle holde sig fra, hvad hun stod mistænkt for, og præstens indlæg sluttede: " Widere om hindiss jdret och gierninger er migh iche beuist".

Herefter spurgte Hans Christensen, hvilke ord Mette brugte til sin ,læsning og signing, efterdi hun kunne råde bod på fire slags sygdom". Mette ville kun vedgå, at hun kunne signe for tre slags sygdomme, og ordene var: "Gud Faders, Søns og Helligånds navn". Endvidere spurgte Hans Christensen Mette, om hun vidste hvem, der var skyld i, at mælkningen var taget fra Hollufgårds køer, men hertil svarede Mette, at hun ikke selv kunne få smør af sine egne køer, og det kunne hun intet gøre for at ændre. Endelig blev hun spurgt, hvorfor hun havde nedgravet en kattekilling under Lars Nielsens dørtrin, som den henrettede Karen Larsdatter havde bekendt om hende. Hertil svarede Mette, at Lars Nielsen ikke beskyldte hende for noget i den retning. 

Det bemærkes, at der spørges hvem, der er skyld i den manglende mælkeydelse hos Hollufgårds‑køer, ikke hvad, ligesom udsagnet fra en dømt og allerede henrettet person bruges i sagen mod Mette Anders'. Det nævnes, at Mette var arresteret (anhæftet), men der forlyder intet om, at hun løslades. Det må hun imidlertid være blevet, for næste gang vi støder på Mette Anders' i referaterne er den 26. januar 1643, hvor fogeden på Fraugdegård, Lars Poulsen, har indkaldt Hans Rasmussen og Hans Lunde fra Fraugde og indskærpet dem, at de skal tale sandt, nar de bliver spurgt om Mette Anders' i Fraugde. Samme dag havde Ole Olsen nemlig, på vegne af lensmanden på Odensegård, Henning Valkendorf, og kgl. Majestæt indkaldt Mette Anders' med hendes lovværge, og da blev Mette fremført i retten og stillet i nærheden af sin husbond. Mette havde købt et stykke ost for 1½ mark og givet Hans Rasmussens kone et stykke, hvilket maske ikke var så heldigt, da denne var syg. For efter hun havde spist af osten havde hun af sygdommen, siden som tidligere, opkastning. Osten har altså i realiteten ikke haft nogen virkning. Hverken Hans Rasmussen eller hans kone mistænkte dog Mette. Hans Lunde berettede, at hans kvæg døde fra ham, og "galne Rasmus' bekendelse blev oplæst, hvoraf det fremgik, at Hans Lundes kvæg skulle være forgjort af Mette", men Hans Lunde erklærede under ed, at han ikke vidste, om Mette var skyldig eller ej. Ole Olsen spurgte nu, om de ville "binde dom ved Mette Anders' og sigte og beskylde hende for trolddom", hvortil de svarede, at de for nærværende ikke kunne sigte eller beskylde hende.

 Det er nu anden gang, Mette er blevet angivet af en dømt person, og selv om en dømt persons udsagn ikke skulle stå til troende, hvilket lensskriveren Ole Olsen burde være bekendt med, spurgte han ikke desto mindre Hans Rasmussen og Hans Lunde, om de på denne baggrund ville binde dom på Mette. Én ting er altså de normative intentioner - en anden livet, som det formede sig i praksis.

Tre uger senere er der atter, denne gang af rigens skriver Thomas Brodersen Riisbrigs fuldmægtig, Knud Rasmussen, indkaldt evt. vidner, der kunne kaste lys over Mette Anders' "gerninger og bedrifter, som hun er beskyldt for af den henrettede Rasmus Madsen og flere". Anders Knudsen, Mettes mand, var også indkaldt for evt. at tage sig af hendes sag i anledning af "hvilken straf hans hustru Mette Andersis hendes døde legeme bør at lide, formedelst hun har hængt og taget sig selv af dage; efter de henrettede Karen Larsdatter og Rasmus Madsens bekendelser".

Herefter procederede Knud Rasmussen for, at Mette Anders' skulle begraves i høj og heden jord, som det udædige menneske hun var, fordi hun havde taget sig selv af dage ‑endvidere skulle hendes hovedlod være forfaldent til øvrigheden. Da Anders Knudsen, hendes mand, ikke havde noget at indvende, kom dommen til at lyde som følger: "Efterdi Mette Andersis af Rasmus Madsen er udlagt, og hun sig selv og har i fængslet ombragt og taget livet af sig selv, da bør hun at udføres og nedgraves i høj og heden jord, og hendes hovedlod til hendes øvrighed være forfalden ".

Nu ved vi ikke, om angivelsen af Mette Anders' er fremtvunget ved anvendelse af tortur mod Karen Larsdatter og Rasmus Madsen, men det er helt evident, at forordningens ordlyd om, at dømt mands ord ikke skal stå til troende i denne sag helt klart overtrædes, idet det er disse anmeldelser, der vel egentlig er den alvorligste anklage mod Mette. At selvmordet, hvis det var et sådant, i sig selv kvalificerer hende til'at blive begravet i høj og heden jord, var en gammel før‑reformatorisk skik i overensstemmelse med Kanonisk Ret, der videreførtes, og fra 1560 findes der sikre vidnesbyrd om, at selvmorderes boslod tilfaldt kongen.

Man kunne nu tro, at sagen mod Mette Anders' var slut. Men, nej. I Kancelliets Brevbøger findes under 5. december 1643 to missiver ‑ et til Henning Valkendorf og et til dr. Hans Mikkelsen, biskop i Fyns stift. Kongen har hørt, at "tvende pigebørn, den ene kaldet Anne Plaugs, den anden Anne Clemensdatter, af en troldkvinde i Fraugde for Vang boende ved navn Mette Anderses efter begge pigebørns egen bekendelse skal være forførte til trolddomssynd", hvorfor kongen har befalet, at de skal indsættes i hospitalet og behandles ligesom de andre, der opholder sig dér, til de kan forsørge sig selv. Endvidere har han befalet, at de op til tre gange ugentlig skal undervises af en præst i "Guds sande Kundskab", så de kan skønne, hvilke vildfarelser, de har været i.

Dette er interessant ud fra flere aspekter. 1 1641 var Maren Splids fra Ribe på kongens foranledning ved kongens retterting, og sandsynligvis ved anvendelse af ulovlig tortur, blevet dømt til balet, selv om hun var blevet frikendt ved Radstueretten i Ribe, der havde landstingsstatus. I brevene til Valkendorf og Hans Mikkelsen hed det, at pigerne var blevet forførte til trolddomssynd ‑ altså havde udført trolddomsgerninger, og de har tilstået, men pigerne frikendtes ‑ også på kongens foranledning ‑ mod at de tog undervisning i den rette tro.

Dette viser lidt om kongens omskiftelige temperament, og det giver anledning til forundring, at kongen midt i såvel indenrigske som udenrigske problemer (ugen før Torstensson‑fejden, der tilsyneladende kom helt bag på ham, på trods af utallige advarsler fra residenten i Stokholm ' Peder Vibe) gav sig tid til at tage sig af denne sag. Men kongen var selv meget optaget af trolddom, og der findes adskillige beviser for, at han tog det meget alvorligt.

Afslutning

Skønt tingbøgerne er fyldt med beskyldninger for trolddom, blev trolddomsforfølgelsen i Danmark aldrig sat i system, således at forstå, at øvrigheden eller eliten systematisk satte ind på at opspore trolddomsforbrydelser. Mange af beskyldningerne forblev dog beskyldninger og førte aldrig til dom. Man ser for eksempel, at præsterne, der afgav skudsmål i de omtalte sager gennem længere tid havde haft kendskab til udøvernes meriter, uden de af den grund havde angivet dem til øvrigheden, på trods af at det var et brud på lovgivningen at undlade dette. Ja, i tilfældet med Mette Anders' havde præsten endog benyttet sig af hendes evner, så man kan vel fastslå, at han var medvider og forfalden til straf, men undladelsessynden medførte i ingen af tilfældene strafforfølgelse fra øvrighedens side.